Marco Polo og Marco Polo er to ting. Det var først og fremmest en handelsmand, der levede fra 1254 til 1324. Han handlede meget i Kina.

Marco Polo er også er restaurant i Herning.

Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre.

Jo, den første Marco Polo må have købt en gammel udtjent malkeko i Kina, som på én eller anden mystisk måde er havnet i den anden Marco Polos fryser.

Vi var nemlig den 18. april så uheldig at få to bøffer, der var udskåret af lige præcis denne ko.

Den blev serveret med kniv og gaffel, men der burde også have været en vinkelsliber ved kuverten.

De var ganske enkelt så seje, at ikke en gang en grillkniv kunne gøre indhug i bøfferne.

Vi var ganske enkelt ikke i stand til at tygge den første bid.

Vi klagede så på en meget pæn måde til den søde serveringsdame, der så gik ud i køkkenet, hvorefter hun kom tilbage med den besked, at bøfferne var, som de skulle være.

Vi spiste dem ikke, for det kunne vi ikke, så de blev båret ud igen, og så var de efter en gang skylning sikkert klar til de næste gæster.

Så var det at vi blev virkelig kritiske.

Forretten bestod af nogle ganske fortræffelige rejer i en dejlig pebersauce, men på kanten af min tallerken lå der en klat brun sauce, der ikke stammede fra denne forret. I midten af tallerkenen lå der en tindrende giftiggrøn klat kold kartoffelmos, der mere var beregnet til at skulle have være tilintetgjort på kommunekemi end at blive serveret for sagesløse gæster

Tilbehøret til bøffen var en utrolig sukkersød sauce og nogle komplet rå grønsager, der næppe heller lod sig tygge.

Vi turde efter disse to skuffelser ikke at bestille en dessert, så vi fik et par kopper fortræffelig kaffe, men her var der i hvert tilfælde et glimrende eksempel på genbrug. De små sukkerposer der var vedlagt, bar meget tydelig præg af det var genbrug, for der var kaffepletter på. Og derfor var det, at jeg antydede, at bøfferne måske også genbruges.

Alt i alt en stor skuffelse til 801,00 kroner for nu at være meget nøjeregnende. Vi ses aldrig mere, og gæster, der alligevel drister sig til at tage på Marco Polo, skal tage en kødhakkemaskine med. Den kan så spændes på bordet, og så kan bøffen sikkert tygges, når den har været gennem maskineriet.

Heart (Det nye kunstmuseum i Herning)

Vi var en gruppe på 11 personer, der havde bestilt bord. Da vi så dukkede op til aftalt tid, blev vi mødt af en sur mokke, der straks fortalte os, at så mange var der altså ikke mad til.

Men vi satte os alligevel ved vores bord. Så ville hun da lige ringe for at høre, om vi kunne få mad alligevel. Det kunne vi så åbenbart godt.

Men hvad nyttede det, når nærmest alle fadene var tomme. Så kom der en kok - vil jeg tro - og så kom der da gang i gryderne.  Men der var ikke wienerbrød til os alle sammen. Det gjorde vi så venligt opmærksom på. Så siger mokken: "Så må jeg vel til at bage igen!" Ja, mon ikke.

Hun lignede én, der udelukkende levede af citroner.

"Skal I også have kaffe", spurgte hun lidende.

Vores sædvanlige pointssystem går fra 1 til 5. 3 er det forventelige. 4 og 5 er over det for ventelige, og 1 og 2 er under.

Vi uddeler points i tre kategorier, nemlig MAD, BETJENING og LOKALER.

Maden kan lige snige sig op på 1 points.

Betjeningen burde have haft 0, men det må vi ikke give. Så det blev en meget lille ener.

Lokalerne fik kun 2 points.

Så lave karakterer har vi aldrig givet før i de mange år, vores "Dinner Club" har eksisteret. Det var virkelig ringe.

Når man så tænker på, at det er et nærmest verdensberømt kunstmuseum med utrolig mange udenlandske gæster, så burde de være anderledes oppe på dupperne.