Jeg hedder Jørgen Jørgensen og jeg bor sammen med Nikolaj Ludvigsen. Vi er gift med hinanden og har været det i 20 år, men vi har på nuværende tidspunkt boet sammen i 28 år.

Sådan har vi valgt at leve, for sådan fungerer vi bedst.

Jeg er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet på Tjørring Skole i næsten 40 år. Men nogle "søde" mennesker udspredte en del løgnehistorier om mig, der gik på, at jeg skulle have forgrebet mig på drengene oppe i sløjdsalen og en hel masse andet monstrøst løgn. Nogle af de "sødeste" var oven i købet 3 kolleger, der hed Mette Torp, Dorte og Jens Slot Nielsen. Det var et så voldsomt angreb på min ære, og så gik jeg ned med flaget og blev syg af en depression i 2½ år. Derfor blev jeg afskediget på gråt papir. Min depression holdes nede ved hjælp af psykofarmaka.

Læs evt. mere om depressioner på det faneblad, der hedder: Depression.

Men når dette så sagt, så har jeg nu et vidunderligt liv sammen med Nikolaj.

Vi laver mange ting hver for sig, men vi er også fælles om en masse ting.

I min fritid læser jeg en masse bøger, laver en masse mad, sylter en masse frugt og grønt og om sommeren nyder jeg at pusle i vores lille have.

Jeg er utrolig glad for blomster, hvilket især ses om sommeren på vores overdækkede terrasse.

Og i ledige stunder laver jeg nogle små rimerier til familie og venner. Jeg har også lavet nogle tekster til en CD. Så indimellem kommer der en lille sum penge fra KODA. I de senere år er jeg blevet "landskendt" på grund af, at jeg har fået optaget en del julenoveller i et meget kendt julehæfte.  

Jeg har været gift med en kvinde, og med hende fik jeg to børn, Annemette og Pernille.

Annemette har meldt sig ud af min verden.

Pernille er spastisk lammet, men bortset fra det er hun 100% normal og velfungerende.

Det er trist - men livet er jo ikke altid, som man ønsker, det skal være.

              Vadesteder

Et vadested er et sted, hvor man kan komme over et vandløb, når der ikke er en bro.

Sådanne vadesteder har jeg mødt mange gange i mit liv, jeg er altid kommet over, men ikke altid tørskoet.

Men lad mig nu begynde ved begyndelsen.

Det var den 30. oktober 1935 - og det regnede. Ja, det har jeg fået fortalt, for jeg var ikke født endnu. Hovedgaden i Herning stod under vand. Man kunne næsten sejle på den.

Så fik min mor veer, og min far skulle derfor have fat i jordemoderen. Vi havde ikke telefon, og det var der heller ingen af vores naboer, der havde, så far måtte af sted på sin cykel for at komme til den nærmeste telefonboks, som dengang stod på Torvet i Herning.

Jordemoderen kom hurtigt, men hun beordrede straks min mor indlagt på sygehuset. Hun kunne se, der ville opstå vanskeligheder. Hvilket også skete.

Jeg ved ikke, hvor troende min far var, men jeg ved, at han faldt på knæ og bad og tryglede Gud om at bevare mit liv.

Jeg kunne nemlig have haft en storebror, men han døde lige efter fødselen, så derfor var fødselen af mig ret kritisk. Jeg kom så til verden dagen efter - den 31. oktober 1935 - hen under morgen. Men jeg var så skravlet, at jeg straks blev døbt Jørgen Jørgensen - opkaldt efter min farfar, der også hed Jørgen. (Jørgen Christian Jørgensen)

Men jeg overlevede og blev senere fremstillet i Herning Kirke, som det hedder.

Det var starten på mit liv.

Et liv går fra A til B, men ingen kender vejen. Måske er den lige og jævn, som nogle veje er, og måske er den kroget og snirklet og fyldt med høje bakker og store sten. Det viste sig, at min vej ville blive sådan.

Jeg voksede op hos en kærlig mor, en rar far og en elskelig "Bedste" (Mormor), som også boede i mit barndomshjem.

Jeg mindes min barndom som én lang glad tid. Men jeg var vist ikke en rigtig dreng, forstod jeg på alle de voksne.

"Han sku' da vist ha' været en pige!" sagde de alle sammen. Det forstod jeg ikke. Jeg var da en dreng, det kunne jeg da se. Men jeg havde nok ikke de almindelige drengeinteresser. Jeg gad ikke lege de vilde drengelege. Jeg ville hellere lege med piger, for de var meget mere stille.

Jeg ønskede mig en dukke, men det syntes min far ikke, at en dreng skulle have. Men jeg var efterhånden ved at plage livet af mine forældre, og så gav de sig til sidst. Jeg fik en dukke, som jeg kaldte Lise. Dukke Lise.

Da det ønske så var gået igennem, ønskede jeg mig en dukkeseng. Men der lå grænsen åbenbart. Men da det jo er umuligt at begrænse børns ønsker i nærmest en hvilken som helst retning, fandt jeg bare en skotøjsæske, som jeg puttede håndklæder og viskestykker ned i, og så var det da en udmærket dukkeseng.

Så kom skoletiden, også den står for mig som et eventyr, dog med en enkelt heks i. Og denne heks hed gymnastiktimerne. Det var absolut de allerværste timer hele ugen. Jeg hadede de timer af hele mit lille drengehjerte.

Jeg kan huske, at jeg ville stille Gud på en prøve. Jeg bad og bad til Gud en aften i flere timer, om jeg ikke nok måtte slippe for den gymnastiktime, vi skulle have dagen efter, og så sagde jeg til Gud: "Hvis du ikke laver det sådan, så vil jeg aldrig mere tro på dig!"

Næste dag, skulle der være lærerrådsmøde på skolen, og derfor blev dagens sidste time droppet, og det var lige præcis denne forhadte gymnastiktime. Tak Gud!

Men før man skal begynde i skolen, skal man jo indskrives, og det skete hos overlæreren, som det hed dengang. Nu hedder det skoleinspektøren. Han hed Damsager og var en statelig ældre herre med hvidt skæg.

Min mor sagde, at jeg skulle bukke for ham, og hvis jeg bukkede rigtig pænt, måtte jeg få en slikkepind hos købmand Petersen, hvis butik lå lige overfor Vestergades Skole, som skolen hed i min barndom. Den kom senere til at hedder Vestervangskolen.

Jeg bukkede så dybt, at jeg slog hovedet ned i hans skrivebord. Og jeg fik min slikkepind.

Min klasselærerinde hed Frøken Hansen. Ja, hun hed jo i virkeligheden Anna Hansen, men vi skulle kalde hende for Frøken Hansen. Hun var skrap, men dygtig. Hende turde vi ikke lave fis med. For så nappede hun i det tynde skind under hagen og løftede os helt op på det sorte af tåneglene. Det gjorde virkelig ondt.

Jeg lærte snart at læse i min Ole Bole, og snart var jeg klassens dygtigste elev. Vi sad efter nummer, og jeg var i alle mine 8 skoleår nummer 1 i klassen. Ikke for at prale, men sådan var det nu. Alle skolefagene var dejlige, bare ikke de rædsomme gymnastiktimer. Der var jeg verdens største klovn, og det har forfulgt mig i hele mit liv.

Sløjdtimerne, tegnetimerne og fysiktimerne var nok de bedste af dem alle sammen. Men alle de andre fag var også gode. De første 7 år gik jeg på Vestergades Skole, men 8. klasse kunne man kun få på Nørregades Skole, så der gik jeg næsten et helt år. Jeg gik ud af skolen den 1. maj lige før sommerferien, for jeg havde fortrudt, at jeg ikke havde fået en realeksamen.

Derfor kom jeg på Herning Friskole, der lå på Østre Kirkevej 4. Herning Friskoles Præliminærkursus startede nemlig den 1. maj. Også disse to år var dejlige. Jeg skulle have en præliminæreksamen, for jeg havde nemlig besluttet mig for, at jeg ville være lærer. Seminariet skulle være Silkeborg Seminarium. Og for at komme ind der, skulle man have 14 i gennemsnit. Det var dengang, skalaen gik til 15. Jeg fik nu kun 13,96, men den godtog de på seminariet.

Næste kapitel vil så komme til at handle om min tid i Silkeborg. Også disse fire år var skønne - bortset igen fra gymnastiktimerne. Men jeg var så "heldig" at brække en tå i en gymnastiktime, så jeg blev fritaget for dette grusomme fag i næsten 8 måneder. For det var et ret kompliceret brud.

Hurra.

Mine fire år på seminariet mindes jeg også som gode år. Jeg havde dygtige lærere. Især husker jeg min klasselærer Hans Skovgård. Han var far til Ingrid Skovgaard, som mange læsere sikkert husker fra TV serien "Ingrid og Lillebror". Han var et vidunderligt menneske, med en meget tør lune. Jeg husker også Sigurd Skyum, som jeg dog ikke mindes med større glæde. Han var en overlegen og arrogant lærer, der absolut ikke kunne lide mig, men jeg kunne så sandelig heller ikke lide ham. Så det stod jo 1-1. Han forstod ganske enkelt ikke, at man ikke havde samme interesser som han. Så han nød helt sikkert at give mig en elendig karakter i historie - men til gengæld græmmede han sig over, at han blev NØDT til - på grund af en klarsynet censor, der ikke havde forudfattede meninger om mig - at give mig en meget flot karakter i regning. Jeg tror nærmest at han græd!!!

Jeg husker flere dejlige lærere. Der var blandt andet Hans Boe, Oluf Knudsen, Jens Ejsing, Steen Madsen, Herluf Jensen, Albert Bjerre, Randlev og Børge Troelsen. Måske var der flere, men de var ikke så signifikante. Jo, der var da en pastor Grøn, som vi havde til dogmatik. Han var så kedelig, at selv "Det Døde Hav" ville begynde at gabe, hvis det blev udsat for hans lektioner.

Jeg fik så min lærereksamen fra seminariet i 1958 og fik plads som vikar på Vestervangskolen, hvor jeg tidligere selv havde været elev i 7 år. Derved blev nogle af mine tidligere lærere lige pludselig mine kolleger. Det var en ret underlig fornemmelse.

Så skulle jeg ind som soldat, og jeg fik tjenestested i Hvorup lidt nord for Ålborg. Det var nu ikke lige min kop the, men jeg fik nogle fantastiske soldaterkammerater, især Kaj og Hans. Rekruttiden var forfærdelig for mig. Vi havde en fuldstændig sindssyg oversergent, der hed S.E. Christensen. Han var psykopat og sadist. Han var 100% uegnet som befalingsmand. Han havde magtbrynde. Vi respekterede ham ikke for 25 øre, men vi var skidebange for ham. Men som menneske og menneskekender var han verdens største nul! Han havde ikke psykologisk sans, han havde overhovedet ingen begreb om, hvordan man behandlede voksne mennesker. Han skulle have været spærret inde. Han var sindssyg i ordets egentlige betydning. Han var - for at sige det mildt - kun en røv med ører.

Jeg blev så taget til befalingsmand og kom på befalingsmandsskolen i Ringsted. Der fik vi en kaptajnløjtnant, der hed Wølver. Han var et fint menneske. Han blev senere mit ideal som befalingsmand. Ham var vi ikke bange for, men vi respekterede ham, fordi han var et retfærdigt og et meget dygtigt og klogt menneske. Jeg fik en fin befalingsmandseksamen og kom så som befalingsmand til Avedøre ved København. Der var jeg så i godt og vel et år, og denne tid var vidunderlig. Godt nok havde jeg kommandoen over en flok rekrutter, men jeg behandlede dem som mennesker, og jeg har en vis formodning om, at de anså mig for at være en fin fyr. Jeg havde det i hvert tilfælde godt. Senere i min befalingsmandsperiode blev jeg våbenmester, hvilket vil sige, at jeg blev den ansvarlige for soldaternes udrustning. Det var lidt af en loppetjans, men der var skam arbejde nok ved at være våbenmester, men det var mere kontorarbejde end arbejde i felten.

Lige før hjemsendelsen havde jeg fået plads som lærer i Åbenrå, og dertil flyttede jeg så og kom til at bo hos den vidunderlige Marie Petersen på Engvej. Hun var en skøn kvinde, der boede sammen med sin søn Karl Frederik - eller snarere omvendt.

Da deres hus senere blev solgt, flyttede jeg på Tøndervej til den ligeså flinke Ester Berg, der var gift med Kjeld. De havde to sønner - Mogens og Henrik - hvoraf den ene senere er blevet lærer. Det var vistnok mig, der fik ham smittet.

Men skolen var jeg desværre ikke så glad for. Det gik ikke alt for godt med eleverne, men det var bare begyndervanskeligheder. Men jeg følte mig ikke godt tilpas på skolen. Derfor søgte jeg væk derfra. Jeg søgte en plads i Tjørring 4 kilometer nord for Herning. Denne stilling fik jeg, og jeg var der i 39 år.

Jeg blev gift, og vi fik så en datter, som jeg blev SÅ glad for, for hun var en rigtig lille prinsesse. Senere fik vi en datter mere, og hun blev også en rigtig lille charmetrold. Min ældste datter afskrev mig senere, og min yngste datter viste sig at være spastiker. Så jeg skulle altså aldrig have været far.

Det havde jeg forudset for længe siden.

Og da mit ægteskab overhovedet ikke fungerede, var der jo ikke mere at bygge på. Vi spillede i hver vores "teaterstykke"!

Og så forlod min tidligere hustru mig. 

Da mistede jeg min tro på og tillid til kvinder.

Da stod jeg ved mit første vadested.

To børn - hvoraf den ene på daværende tidspunkt var handicappet. Hende kunne jeg ikke klare alene. Hun kom på et børnehjem i Tjørring, der hed Tjørringhus. Det var et udmærket sted, men forstanderen var en vatpik. Min ældste datter,flyttede på et værelse. Der stod jeg så med byens største hus, som jeg ikke have råd til at bo i alene, når min kone skulle have halvdelen af dets værdi. Hun havde nemlig allerede skaffet sig en lejlighed i Herning, uden at jeg vidste det.

Jeg skulle så på lejrskole med min klasse til Vesterhavet. Da jeg kom hjem efter en uge, var hun flyttet.

Jeg blev nødt til at sætte huset til salg. Det blev ret hurtigt solgt, og jeg købte mig så en lille ejerlejlighed i samme by. Der flyttede jeg så ind med resten af vort fælles bohave. Og så blev vi skilt.

Jeg kom over det første vadested i live, men jeg fik meget våde fødder.

Jeg tænkte: "Hvad nu, lille du?"

Jeg egnede mig ikke til at bo alene. Jeg er et meget socialt menneske. Jeg måtte have en bofælle. Men jeg havde 100% mistet min tillid til kvinder. Derfor tænkte jeg: "En mand kan vel ikke være ligeså forfærdelig som en kvinde?"

Jeg fandt så efter længere tids søgning en god ven, der også lige var blevet skilt - også fordi hans ægteskab heller ikke fungerede. De spillede ikke i det samme orkester og heller ikke på samme instrument. Derfor blev der dissonans

Vi begyndte så at have sex sammen.

Og lige pludselig gik det op for mig, at jeg var til fyre - og det var min ven også.

Så stod jeg igen ved et vadested.

Der kom jeg også over, men denne gang mere tørskoet.

Vi to - min ven og jeg - flyttede så sammen i min lille lejlighed, og alt var godt for os. Nu forstod vi begge to lige pludselig, hvorfor vores ægteskaber havde været så dårlige. Vi var jo slet ikke til kvinder - overhovedet.

Men der skulle vise sig større vanskeligheder endnu.

Skulle vi være ærlige overfor omverdenen?

Vi blev enige om, at det nok var det letteste i længden.

Men det var noget af et skridt, der fik sparket en masse støv op i den lille landsby, vi boede i.
 
Du gode Gud!

Vi blev på det nærmeste bortvist fra kirken. Præsten (Peter Krabbe-Larsen) kaldte os for to idioter.

Jeg personlig blev bortvist fra byens pensionistklub, hvilket skyldtes den samme præst.

Jeg personlig blev fyret fra mit elskede job som lærer under påskud af, at jeg havde forgrebet mig på drengene.

Der findes ikke større løgn i hele verden. Jeg har ALDRIG rørt en dreng.

Men en løgn kan jo fortælles så mange gange, at den bliver til en slags "sandhed"! Jeg blev i hvert tilfælde fyret efter, at jeg havde været på den samme skole i næsten 40 år. Lige pludselig blev jeg bare SÅÅÅÅÅÅÅÅ farlig.

Så stod jeg igen ved et vadested.

Jeg kom igen over, men da fik jeg ikke bare våde fødder. Jeg var ved at drukne. Jeg fik en depression, der varede i ca. 2½ år.

(Se det faneblad, de hedder "Depression"!)

Godt jeg havde min gode ven, som jeg i mellemtiden var blevet gift med. Han holdt mig ovenvande i disse frygtelige år.

Loven om registreret partnerskab var nemlig blevet vedtaget. Og denne lov havde vi benyttet os af.

Nu håber jeg ikke, at jeg kommer til flere vadesteder i mit liv. Jeg føler, at mit liv endelig er lykkedes. Jeg har fået et nyt job så langt væk fra skolevæsenet som muligt. Jeg er blevet selvstændig - og jeg har det godt.

Tak fordi du læste med.

Tak fordi jeg måtte dele min historie med dig.

Ha' et godt liv.

Jørgen.