Man kan ikke forklare, hvordan det er at have en depression. Det skal opleves. Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke ville ønske, at selv min værste fjende fik en depression - der skulle i så fald kun være en meget lille én.
Jeg har haft en meget dyb depression i over 2½ år. Det var i 1990'erne. Nu er den så meget væk, at den kan holdes i ave med psykofarmaka. Det er heller ikke lykke, selv om min medicin kaldes "Lykkepiller". Disse piller gør min hverdag til en lige landevej, der ikke byder på bakker og sving. Bare en lige landevej, hvor man ikke oplever det helt store. Jeg ville hellere, som jeg havde det før, køre ud af en bakket landevej med sving og bugter. Det ville give nogle flere oplevelser. Men jeg kan ikke undvære min medicin. Jeg har prøvet at trappe ud af den, men så gik det igen grusomt galt. Jeg gik igen helt ned med flaget.
Min læge og min psykiater kaldte min depression for en endogen depression. Nu er jeg hverken læge elle psykiater, men jeg er af den helt klare opfattelse, at min depression var en eksogen depression. Altså en depression, der skyldtes årsager, der kom udefra. Og jeg må jo bedst selv vide det.
Årsagerne
Der er flere. Jeg vil beskrive dem her. Først og fremmest var der arbejdsmæssige problemer. Jeg var skolebibliotekar, og lige pludselig skulle hele biblioteket gå over til EDB. Dvs, at hver eneste bog skulle forsynes med en stregkode, hvorpå den skulle scannes ind i et computersystem. Det var et uhyre stort arbejde, der både tog week-end'er og ferier Lige pludselig - midt i det hele - skulle skolebiblioteket flyttes til et andet lokale. Også dette skulle jeg klare selv. Men det ville sikkert også være lykkedes for mig, hvis der ikke lige pludselig var kommet flere opgaver til.
Hvert år til sommerferien opførte Tjørring Skole et skuespil. Jeg blev så spurgt, om jeg ville male kulisserne dertil. Det plejede jeg jo at gøre, så jeg sagde JA! Så skulle der syes nogle kostumer til samme skolekomedie. Også der blev jeg spurgt. Og jeg sagde igen JA. Jeg er nemlig én af den slags mennesker, der har gået for meget i flinkeskolen, og som derfor ikke siger NEJ. Endvidere foregik skolekomedien i Texas, og der indgik derfor nogle cowboydanse i stykket lige som der var en del sange. Også dette sagde jeg JA til at indøve. Så skulle der bruges noget musik, og da jeg spiller ret hæderligt på keyboard, så kunne jeg vel også spille til det hele, mente mine kolleger. Og som den flnke fyr jeg var - og stadig er - sagde jeg igen JA. Men jeg nåede ikke at gøre nogle af delene.
Jeg må lige i sandhedens interesse fortælle mine læsere, at jeg er bøsse og lever i registreret parforhold med en mand. (Nikolaj) Det er nu bedst for os at leve på denne måde. Det havde før i tiden ikke voldt de store skolemæssige problemer, men lige pludselig fik vi en ny skoleinspektør (Torben Leif Rathe), der var af en ganske anden mening. Så da telefonerne på hans kontor - som han sagde - begyndte at kime om min homoseksualitet, som hele byen ellers var bekendt med, så trode han på alle de monstrøse løgnehistorier, som anonyme mennesker fortalte om mig. Jeg skulle have fremvist mit erigerede lem (Min stive pik - for dem der ikke kan latin) lige midt i en formningstime. Det var naturligvis løgn fra ende til anden. Så skulle jeg have fortalt om mit sexliv indtil mindste detalje. Det var naturligvis også løgn fra ende til anden. Da dette så tilsyneladende ikke knækkede mig, spillede de deres sidste trumfkort ud: Jeg havde forgrebet mig på drengene oppe i sløjdsalen!!! Det var også løgn fra ende til anden. Så da jeg blev foreholdt denne sidste anklage, knækkede filmen, og alt gik i sort for mig. Jeg henvendte mig naturligvis til Danmarks Lærerforening, men de gjorde intet for at hjælpe mig - intet overhovedet.
Et fortvivlet ægteskab, der varede i næsten 21 år, er også én af årsagerne til min depression. Tænk på alle de år, jeg havde levet et forkert liv. Men jeg vidste jo ikke bedre, før jeg blev "forført" af en anden mand. Der skulle jo ikke så meget til, for jeg var utrolig sulten rent seksuelt. Jeg havde været på skånekost - eller diæt - i utrolig mange år. Jeg skulle virkelig gøre mig fortjent til at "Putte en 25 øre i sparebøssen"! Så der var virkelig tryk på.
Men efter denne oplevelse kendte jeg endelig min virkelige seksualitet. Så intet er så slemt, at det ikke er godt for noget.
Hvad gjorde jeg så, da skærmen gik i sort?
Jo, jeg ringede til min læge, der uden at have set mig eller snakket med mig, bare gav mig et medikament, der hed Anafranil. Det er dog det værste medikament, jeg nogensinde har fået. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Jeg fik besvimelsesanfald, når jeg rejste mig for hurtigt op. Jeg blev tør i munden som et stykke trækpapir, og hele min krop lugtede som Kemisk Værk i Køge. Desuden blev jeg 100% impotent. Så sig ikke at P-pillen til mænd ikke er opfundet!!! Men alt dette kunne jeg nok have klaret, hvis midlet havde virket på min depression. Men det var næsten virkningsløst. Jeg skiftede så læge, der straks gav mig et andet præparet, som jeg ikke husker navnet på. Men det fik jeg forstoppelse af. Så fik jeg et tredie præparat, men det gav mig de frygteligste natlige mareridt. Det var på det nærmeste ikke til at holde ud. Endelig fik jeg så "Lykkepiller", men de virkede kun meget langsomt, og det kunne jeg ikke vente på. Det var så skrækkeligt at leve, at jeg hver aften, når jeg gik i seng, håbede på, at jeg ikke ville vågne den næste morgen. Livet var for svært at have med at gøre. Men jeg vågnede jo altid. Og det er jeg glad for nu. Men den gang vågnede jeg altid op til en lang dag, der ikke ville få ende. Hvert eneste sekund var en lidelse. Hvis jeg faldt i søvn, var det bare dejligt, for så gik den tid jo, uden at jeg var med til det. Så var der forsvundet en del af min depressionstid i søvnen. Jeg vidste jo, for det havde min læge fortalt mig, at en depression altid går over, men det var bare så svært at vente på. Jeg snakkede flere gange med min læge, som så henviste mig til en psykiater. Der fik jeg en sludder for en sladder. Han spurgte mig, hvad jeg fik af medicin, og det fortalte jeg ham så. Så sagde han bare, at jeg skulle tage noget mere af dette stof, der hed Cipramil. Så skulle jeg komme igen næste uge. Hver gang foregik det på samme måde. Psykiateren spurgte: "Hvordan går det?" Jeg svarede. "Det går ikke særlig godt." "Så sætter vi dosis op til lidt mere, og så kommer du bare igen om en uge!" Næste uge "same procedure as last - ikke year - men week." Så var jeg efterhånden kommet op på allerhøjeste docis. Jeg spurgte så, hvordan dette præparet egentlig virkede på min hjerne. Svaret lød. "Det ved jeg ikke! Men kom igen om en uge, så ser vi!" Jeg fandtb så ved en tilfældighed i et populærtvidenskabeligt tidsskrift en artikel netop om "Cipramil". Der fik jeg så endelig svar på mine spørgsmål. Denne artikel tog jeg med til min psykiater næste gang. Han svarede bare: "Det lyder interessant!"
Jeg ved, at han for hver konsultation fik ca. 500 kroner. Ikke af mig, men af sygesikringen. Det var let tjente penge.
Jeg syntes ikke, at det hjalp synderligt. Samtidig blev jeg så fyret fra min arbedsplads på grund af for mange sygedage, og det gjorde da ikke sagen bedre. For det var trods alt min arbejdsplads, der var skyld i at jeg var blevet syg. Jeg følte ikke, at der var nogen, der ville hjælpe mig. Min ægtefælle støttede mig utroligt i disse år, men han var af og til ved at gå bagud af dansen. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. blev jeg nogenside rask igen? Var der et liv efter dette? Hvordan ville det hele ende? Kunne vi få råd til at blive boende i vores dejlige hus? Men han holdt af, og holdt om og holdt ud. Og det er jeg ham evig taknemmelig for.
Jeg var bange
Jeg var bange for alle mine fjender. De stod opmarcherede uden for døren. Det vidste jeg, for de ringede hele tiden på døren. Så tog jeg batterierne ud af ringeapparatet, men det ringede stadigvæk. Nu var jeg ved at blive komplet tosset i hovedet. På samme måde var det med telefonen. Den ringede også, og jeg vidste, at det var alle mine fjender, der var i røret for at skade mig yderligere. Så jeg tog røret af, for ikke at blive ringet op mere. Men telefonen ringede stadigvæk. Jeg låste alle dørene, jeg rullede ned for alle vinduerne. Der måtte ingen komme ind. Jeg turde ikke gå uden for en dør. For der stod de jo - alle fjenderne. Jeg måtte aflyse mine besøg hos psykiateren, for jeg turde ikke tage ind til Herning. Men jeg fik overhovedet ingen hjælp nogen steder fra. Jeg sled mig gennem min depression. Da pillerne efterhånden havde dæmpet min angst, tog jeg en dag til Herning. Men da jeg stod ud af bussen, turde jeg ikke gå op i byen, så jeg gik ind i bussen igen og kørte hjem. Det var en skrækkelig tid.
Afmagt
Jeg følte kun afmagt. Jeg kunne ikke klare mit job. Jeg var jo da forresten også blever fyret. Jeg kunne ikke klare at stå op. Jeg kunne ligge en hel formiddag i min seng og diskutere med mig selv. "Stå nu op, Jørgen!" "Ja, lige om lidt!" "Når klokken bliver 10.00, står du op!" Så blev klokken 10.00. "Jeg venter til klokken 11.00!" Så stod jeg op og vaklede ud på vores overdækkede terrasse og lagde mig på en drømmeseng. Jeg kunne intet foretage mig. Min ægtefælle sagde: "Sku' du ikke i bad?" Jo, det vidste jeg godt, at jeg skulle. Men det kunne jeg slet ikke overskue. Det var et projekt af en så uoverskuelig karakter. Det kunne jeg slet ikke overskue. "Du lugter!" Ja, det vidste jeg godt, at jeg gjorde. Men hvordan skulle jeg kunne klare at vaske mig? Det var som at vinde en krig. men engang imellem fik jeg da overtalt mig selv til at gå i bad.
"Solbærrene ude i haven trænger til at blive plukket", sagde min kære ægtemand. Ja, men det vidste jeg da godt. Han pressede mig til at gøre bare én lille ting hver dag. Jeg stod op og begyndte at plukke solbær, men jeg brød snart sammen i krampegråd ude ved vores solbærbusk, og jeg vaklede ind i sengen igen. Hvad skulle jeg dog med disse solbær? Det kunne da være lige meget. Jeg havde jo ikke noget liv tilbage. Inde i min seng var jeg tryg. Det var jeg ikke ude i haven - og slet ikke ude i den store verden. Men i løbet af et par dage fik jeg da plukket alle solbærrene.
"Skal de ikke laves til noget?" lød det igen ubønhørligt. Jeg vidste godt, at det bare var af kærlighed, at min ven sagde det til mig, men han vidste ikke, hvilke uoverskuelige ting, han bad mig om. Men jeg fik dem da lavet til saft. Det var igen som at vinde en krig. Det meste af min tid gik med at græde og ryste over hele kroppen. Jeg kunne overhovedet ikke se ét eneste lyspunkt i min tilværelse. Jeg spurgte tit mig selv om, hvorfor jeg egentlig levede. Hvorfor skulle jeg leve? Hvad var det hele til for?
Lyset vender langsomt tilbage
Lidt efter lidt vendte lyset så tilbage, men det gik langsomt. Utrolig langsomt. Jeg havde stadigvæk svært ved at komme udenfor. Men hvis jeg fik kæmpet så meget med mig selv, at jeg kunne rejse til en anden by, f.eks. Århus, så gik det godt. Der var mine fjender jo ikke. Der var der ingen, der kendte mig. Der kunne jeg være i fred. Når jeg så kom hjem igen, skete det i ly af mørket, og så var der jo ingen, der kunne se mig. Jeg vidste jo godt egentlig inderst inde, for det sagde min forstand mig, at der ikke lurede nogen eller noget rundt om hjørnerne, men jeg følte det alligevel sådan i starten. Men efterhånden gik det bedre og bedre. Men jeg havde af og til svært ved at være sammen med mennesker, jeg ikke kendte godt. For der var sikkert én eller anden, der stadig ville mig til livs. Mennesker jeg havde stolet på og værdsat - som f.eks. tidligere kolleger (Mette Torp, Poul Henriksen, Dorte og Jens Slot Nielsen), betydelige mennesker i vores lille by (Poul Pedersen og hans kone Bodil)) ja, selv præsten (Peter Krabbe-Larsen) stak dolke i ryggen på mig, og det er ikke hjernespind. Det er desværre fakta. Det blev til sidst så slemt, at vi måtte løse sognebånd til en anden præst (Kirsten Thyssen i Gullestrup). Så alle disse personer, (hvoraf én i skrivende stund er død) holder jeg mig langt fra.
Min store vennekreds har jeg tiltro til. Men min familie - bl.a. min voksne datter - kører stadigvæk terror mod mig, og det gør bl.a., at jeg stadigvæk 14 år efter må tage "Lykkepiller". Der skal stadig ikke meget til, før jeg bryder grædende sammen. Hvis noget, bare en lille ting, falder på gulvet for mig, får jeg igen denne utilstrækkelighedsfølelse og afmagt. Jeg balancerer hele tiden på en knivsæg. Jeg skal passe umådelig meget på, at jeg ikke falder ned.
Trøst
Min store trøst, i de meget slemme dage, var at ryge og trøstespise. Og så at gætte kryds og tværs'er. Men jeg tog jo meget på af al denne trøstespisning. Og på grund af disse to misbrug - mad og tobak - fik jeg oven i hatten en blodprop i hjertet. Men det er en helt anden historie, der ikke gjorde min depression mindre.
Jeg må sige, at min depresssion nu er latent (hvilende), men den kan så let som ingenting bryde frem i lys lue. Så skal jeg lige have en lille tudetur. Bagefter skal jeg sunde mig lidt. Og så kører det igen fremad på den lige, men noget kedelige landevej.
Hvad så nu?
Jo, dagene gik. Jeg fik ikke lavet særlig meget. Mange ting er stadig uoverskuelige. Jeg har meget svært ved at være alene hjemme. Men da jeg ikke må spise ret mange ting på grund af mit forhøjede kolesteroltal og slet ikke ryge på grund af mit hjerte, så er der ikke meget sjovt i verden mere.
Jeg har en lampe - en såkaldt "Bright Light", der udsender lys med ca. samme intencitet som solens stråler. Den giver mig trøst og lindring. Den holder min serotininproduktion kørende. Det samme gør lykkepillerne. Serotonin er et signalstof, der får nerveenderne i hjernen til at hænge noget mere sammen, hvorved en depression dæmpes en del. Og så har jeg min kære computer. Den er mig til trøst og megen støtte. Der har jeg fundet en masse mail-venner, som jeg ikke kender, og som jeg aldrig har set, men det er dejligt at kunne skrive ned nogle mennesker, der også har problemer af én eller anden art. Det er så givende. Nu er det jo ikke kun jammer og elendighed vi skriver sammen om. Men det er en stor trøst.
Hvad kan en behandler gøre?
Denne artikel er skrevet til og publiceret i et sygeplejetidsskrift - derfor dette afsnit.
Som behandler er det meget vigtigt at vide, at en depressiv person får lov til at snakke og snakke. Man behøver ikke at få et svar. Bare der er nogle, der vil lytte. Det er nok det samme og det samme, en deprimeret person snakker om, men lad ham/hende få lov. Det letter utrolig meget. Det at blive forstået, er en meget vigtig ting. Det at blive lyttet til, er en meget vigtig ting. Det at have gode venner, der gider blive ved med at høre den samme historie igen og igen, er meget vigtig. Det at have en kæreste eller en ægtefælle, der - om ikke forstår, for det kan de nok ikke - men som bare vil være der og lytte, er en hel utrolig vigtig ting.
Slutning
Som jeg skrev i starten - og jeg gentager det lige her: Man kan ikke forklare, hvordan det er at have en depression. Det skal opleves. Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke ville ønske, at selv min værste fjende fik en depression - det skulle i så fald kun være en meget lille én!!!
Og til allersidst:
Man må aldrig sige til en deprimeret person: "Ja, men kan du da ikke bare tage dig sammen!"
Det er blandt andet sådanne personer, jeg ville ønske, at kunne forære én eller måske to af mine allerværste dage. Så ville de forstå. Man kan ikke tage sig sammen. Man formår det simpelthen ikke.
Jeg håber, at jeg har givet mine læsere et lille indtryk af - ikke hvad en depression er - men hvordan jeg oplevede den.
Efterskrift
Denne artikel er ca. 15 år gammel - og jeg har sidenhen fået det utrolig meget bedre. Men ser skal ikke meget til, før vognen vælter. Bare en lille ting, som at der f.eks. falder noget på gulvet for mig, gør mig dybt fortvivlet i meget lang tid.