|
Her kommer historien om guldsmed M.C.Mortensen i Herning.
Og det er en sørgelig historie - men den ender godt.
Mens jeg var barn, havde min morbror Frede, der var læge, inde i sit konsultationsværelse et meget gammelt ur. Det elskede jeg at sidde og kigge på. Jeg tænkte: "Når jeg bliver stor, vil jeg også have sådan et ur!" Jeg blev stor, men da pengene i mit første ægteskab var meget små, fik jeg aldrig råd til at købe et sådant ur, selv om det hang i guldsmed Mortensens udstillingsvindue.
Da jeg så giftede mig 2. gang, havde jeg lige pludselig pengene, men da var uret selvfølgelig væk.
Jeg gik så ind i butikken med et billede af et tilsvarende ur, som jeg havde fundet i et blad, og spurgte, om de kunne skaffe sådan et ur til mig. Men jeg ville kun give omkring 5000 kr. for det!
Det kunne de da sagtens, sagde de, for de kendte importøren.
Så vidt - så godt.
Jeg spurgte så i den følgende tid en del til mit ur, men de havde ikke fået det hjem endnu.
Til sidst sagde de, at jeg ikke skulle gå og spørge mere, for når de fik det hjem, ville de udstille det i vinduet med et SOLGT skilt på.
Ja, men det var da service.
Men det kom ikke til at hænge i vinduet.
På en tur til Gammel Ry (Ved Silkeborg) hang "Mit ur" lige pludselig i en antikvitetsbutik. Jeg fór ind og spurgte til prisen.
2500 kr. sagde manden.
Top, sagde jeg, og så var uret mit.
Da jeg jo havde en stående ordre hos guldsmed Mortensen, skrev jeg, som det høflige menneske jeg er, at nu behøvede de ikke at skaffe uret hjem til mig, for nu havde jeg købt et tilsvarende et andet sted, men jeg ville da gerne have mit billede tilbage.
De reagerede de ikke på.
Så skrev jeg igen og vedlagde oven i købet en adresseret og frankeret svarkuvert.
Det reagerede de heller ikke på.
Så skrev jeg et anbefalet brev.
Det reagerede de heller ikke på.
Så skrev jeg til handelsstandsforeningen, at de havde et medlem, der ikke opførte sig efter de regler, jeg mente, at der gjaldt for en butiksejer.
Det reagerede handelstandforningen ikke på.
Så mødte jeg Hr. Mortensen på gaden en dag, og spurgte ham, hvordan det gik med mit billede.
Og så sagde han, at han ikke
anede, hvad jeg snakkede om.
Derfor har jeg laver dette afsnit på min hjemmeside.
De skaffer for det første ikke de ting hjem, de lover.
Derefter nægter de at have fået en en ordre.
Dernæst nægter de at have modtaget et billede.
Det er altså ikke en butik, jeg hverken kan eller vil anbefale.
Og så markedfører de sig som "Byens førende Butik".
Ja, nu kan mine læsere så selv bedømme karakteren af denne markedføring.
Men her kommer der så tre billeder af det ur, jeg selv fik fat i, og som byens førende butik nægtede ethvert kendskab til.
Klik på billederne, så bliver de større.
|