På en lidt trist baggrund, har jeg besøgt onkologihuset i Herning 39 gange.

Men jeg vil gerne sige tak til alle de  friske piger, jeg i den anledning er stødt på. De har alle sammen været yderst kompetente, og tilmed smilende og glade og meget modtagelige for sjove bemærkninger

Jeg følte mig 100% tryg i deres hænder, selv om jeg kom ind i et rumskibslignende apparat med underlige arme, der kørte frem og tilbage og drejede rundt, mens de summede og brummede.

Jeg fik virkelig gode forklaringer på al teknikken og de ting, der ville ske under behandlingerne. Nikolaj fik oven i købet lov til at være med enkelt gang, derved var det hele også meget lettere at snakke om derhjemme.

Dertil vil jeg også sige, at der ude på "ventegangen" altid var kaffe, the, saftevand, småkager, rosiner, peanuts og frisk frugt i lange baner. Der var TV og diverse magasiner til at fordrive den altid meget korte ventetid med.

Der sad endvidere en masse andre grånende mænd i samme situation som jeg, som man også kunne snakke med - ikke kun om sygdom - men mere om livets pudseløjerligheder i al almindelighed.

Jeg vil sige til andre mænd, der måske kommer i den samme situation, at de på én eller anden mærkelig måde har noget at småglæde sig til. Det har alle gangene været en rigtig god oplevelse.

Og det er det, jeg herved siger tak for.

Man skal nemlig huske - ikke bare at kritisere, som så mange er så tilbøjelige til - men også huske at rose, når der virkelig er grund til det.

Og det var der her.